Skip to the content

Langt væk hjemmefra

Langt væk hjemmefra flyttetips

Det mest udfordrende ved at flytte er for de fleste at opbygge et nyt netværk. Efter et år er Christie stadig ikke sikker på, at hun er faldet helt til i sin nye by. Det var ikke Christie selv, der tog beslutningen om at flytte, men da hendes kæreste fik et nyt job, måtte de begge hive de trygge teltpæle op i barndomsbyen.

Velkommen til

Det var ikke meget information, Christie fik, da hun flyttede til sin nye kommune: „Jeg fik et velkomstbrev hvori der lå to biografbilletter og et par billetter til en bådtur og svømmehallen. I brevet stod også kommunens åbningstider og telefonnummer.“ Som ny borger er det vigtigt, at man føler sig velkommen og ikke er tvunget til at skulle søge sig til alt på nettet, selvom det er det, de fleste, inklusive Christie, gør.

Ved at udforske lokalområdet og søge på nettet fandt Christie et lokalt fitnesscenter, som hun meldte sig ind i. Christie, som i dag bor i Søborg lidt uden for København, regnede ikke med at benytte sig af lokallivets tilbud og arrangementer, men som hun selv påpeger, er hun blevet klogere: „Vi bruger både Søborg og Gladsaxe Kommunes tilbud, mere end vi regnede med. Vi deltog i Gladsaxe-dagen for et par uger siden, hvor forskellige foreninger i kommunen var repræsenteret. Det var et rigtig fint arrangement for os nye i byen.“ Det kan være en stor omvæltning at flytte til en ny by, især hvis den nye by er væsentlig mindre end den gamle. Så får man nemt en følelse af at være ensom og kede sig lidt. Langt fra alle arrangementer foregår dog i storbyerne, og det er oftest de mindre lokalsamfund og provinser, der værner om fællesskabet og de sociale arrangementer.

Kasse med kuponer 

Forventning og realitet stemmer oftest ikke overens i forbindelse med en flytning. De fleste har, i modsætning til Christie, en alt for høj forventning til, hvordan deres nye hjemby serveres på et sølvfad. Ofte må den nye borger aktivt selv opsøge byen og befolkningen, selvom det kan virke grænseoverskridende. Man skal være god til at søge informationer, mener Christie og fortæller: „Jeg kan huske, da vi flyttede til Horsens, fik min mor en hel kasse med rabatkuponer til forskellige ting i byen, tilbud og informationer om byen. Det gør man ikke længere.“ Med internettet er nye borgere i langt højere grad overladt til sig selv, men det handler ifølge Christie også om, hvad man forventer af sin nye kommune: „Jeg havde ingen forventning om, at min nye kommune ville sende mig informationer, og alligevel fik vi et par billetter.“ Nu har Flytteguiden afløst de gamle rabatkuponer og flyttemapper, så alle nyeborgere kan få en varm velkomst.

Bliv en del af lokalmiljøet 

  1. Inviter naboerne til en uformel fest
  2. Deltag i foreningslivet i byen, f.eks. sport, banko eller aftenskole
  3. Ses med dine kolleger efter arbejde
  4. Engager dig i bylivet, grundejerforening og vejfest
  5. Vær åben og imødekommende

Om skribenten

Flytteguiden

Flytteguiden

Flytteguiden er en platform til alle flyttende i Danmark med de bedste og mest relevante informationer i forbindelse med et boligskifte.