Har du styr på bisserne?
Din generelle sundhed hænger sammen med et godt og sundt tandsæt. Sørg derfor for at finde en god tandlæge i dit lokalområde. Flytteguiden giver dig her en guide til at vælge den rigtige tandlæge.
Find den rette tandlæge
Valg af ny tandlæge er én af de første ting, du skal sørge for at få på plads efter en flytning. Tænderne er nemlig noget nær vores kæreste eje, og de skal holde hele livet. En sund tandhygiejne er samtidig vigtig for vores overordnede velvære. Når du skal finde din nye tandlæge, skal du dog være opmærksom på, at prisen for den enkelte ydelse ikke er alt. Det er vigtigt, at du finder en lokal tandlæge, som du kan stole på, og som udfører sit arbejde ordentligt.
Hvordan skifter jeg?
Kontakt den nye tandlæge og aftal et eftersyn. I forbindelse med tandlægeskiftet vil din nye tandlæge indhente din journal fra din gamle tandlæge – med dit samtykke. Ifølge lovgivningen har din tandlæge pligt til at opbevare din journal i mindst 10 år efter sidste
optegnelse.
Er du rød eller gul?
Hos tandlægen bliver du inddelt i en farvekode for at afgøre, hvor ofte du behøver at blive indkaldt. Grøn betyder, at du ikke har nogen aktive sygdomme, og du vil blive indkaldt med et interval på 12-24 måneder.
Gul betyder, at du har en aktiv sygdom, som du selv kan være medvirkende til at komme til livs ved fx livsstilsændringer. Du vil efter behov blive indkaldt til kontrolundersøgelser i løbet af året.
Rød betyder, at du har en aktiv sygdom, som din tandlæge vurderer, at du ikke selv kan forbedre. Du vil blive indkaldt efter behov – typisk oftere end en gul patient – og du kan få tilskud til mere end én tandrensning om året.
En kategori til alle slags bisser
- Hvis du er god til at rense dine tænder, og ikke længere har brug for medicin, er det muligt at flytte kategori
- Du kan altid anmode om ekstra ydelser, uanset om du er gul, grøn eller rød
- Skifter du tandlæge, vil din nye tandlæge foretage en ny undersøgelse og en ny faglig vurdering af, hvilken kategori du hører til
Del artikel


