kb@nord-ad.dk 36 97 00 64

Mød en lokal i Guldborgsund Kommune

Navn: Birgitt Bjerre
Alder: 73 år
Beskæftigelse: Guide, foredragsholder og cykelentusiast. Designer af Sundruten, Cykelblomsten og Falster Rundt.
Tilknytning til Kommunen: Har boet ved Guldborgsund i 64 år og i Guldborgsund storkommune i 10 år, tidligere Nykøbing Falster kommune.

Hvor ville du tage hen, hvis du skulle vise Guldborgsund Kommune til en turist?
Jeg ville starte med en rundtur i Nykøbing Falsters bymidte, der har mange specialforretninger. Her ligger også Vandtårnet, hvor man fra toppen har en fantastisk udsigt over Guldborgsund, byens røde tage og spændende torve.

Da Guldborgsund Kommune har meget natur at byde på, bør enhver opleve cykelturen Sundruten langs Guldborgsund til Guldborg, og langs Grønsund over Vålse Vig til Stubbekøbing. Langs kysten kan du cykle tæt på vandet gennem store skovområder langs Østersøen over Hesnæs til ferie- og badebyen Marielyst. Her kan du nyde en dejlig dukkert i Østersøen, én af Danmarks bedste strande.

Efter et besøg på det nye torv i Marielyst, der har masser af aktiviteter, og et naturkik i Bøtøskoven, cykler vi langs vandet videre til Gedser og oplever Nordens sydligste punkt. Borremosen, Guldborgsund Zoo, Fuglsang Slot- og Kunstmuseum og Middelaldercentret er alle også et besøg værd. Turen kan også tages i bil.

Hvor ligger det bedste spisested i Guldborgsund Kommune?
Det historiske Czarens Hus, der har gårdhave i Nykøbing bymidte. Cafe3kanten og Brasserie- og Cafe Hvid med udsigt over Guldborgsund er et besøg værd. Schous Restaurant i Marielyst, Sakskøbing Hotel i Sakskøbing, og Oreby Gl. Kro serverer også mange lækre retter.

Hvor finder man den bedste kop kaffe i Guldborgsund Kommune?
I Nykøbing er der Cafeen i Vandtårnet og Kaffehuset Møn i Jernbanegade. Hos Tante Karla i Marielyst og hos Hanne på Turistkontoret i Gedser er der en også altid dejlig kop kaffe.

Hvor er det bedste sted at tage familien med hen?
Middelaldercentret, Fuglsang Park, legepladsen Evigheden ved Nykøbing Hallen, Guldborgsund Zoo og Botaniske Have, der har Falsters største legeplads. I Marielyst er der mange aktiviteter, når vejret ikke er til strandvejr. Her er bl.a. minigolfbaner, segways og bumper boats hos Golf og Fun. I Nysted, Sakskøbing, Nr. Alslev og Nykøbing F. er der svømme- og sportscentre. Fisketure, kano- og kajakture på Guldborgsund, Grønsund og Østersøen eller en cykeltur langs kysterne, hvor familien kan hygge sig på de mange naturteltpladser og rastesteder, er virkelig at anbefale.

Hvad synes du, der kendetegner Guldborgsund Kommune?
Kommunen er et naturskønt område med hyggelige købstæder, veje og stier langs kysten samt små skove og hyggelige havne. Her er en stor gæstfrihed og hjælpsomhed og man føler sig hurtigt hjemme. Infrastruktur er god med en direkte motorvej, der hurtigt fører dig videre til København, Sverige og Tyskland.

Hvad er dit bedste råd til nytilflyttere?
Undersøg mulighederne for indkøb i dagligvare- og specialbutikkerne. Gå på opdagelse i de mange idræts- og kulturmiljøer, og se, hvad der passer bedst til jer. Meld jer ind i en eller flere af Guldborgsund Kommunes mange foreninger, gerne som frivillig, hvor man lynhurtigt får et godt netværk. Oplev den smukke natur fra cykel, kano og kajak, til hest eller til fods gennem de mange skove langs kysterne. Nyd stilheden i de mange skove rundt om byerne.

Skal du til at flytte? Se alle kommunerne her

© Copyright 2018 Flytteguiden All Rights Reserved