kb@nord-ad.dk 36 97 00 64

Mød en lokal i Varde Kommune

Navn: Anne Huus Gaardsvig
Alder: 29 år
Beskæftigelse: Kontorassistent
Tilknytning til kommunen: Bosat i kommunen siden 2012.

Hvor ville du tage hen, hvis du skulle vise kommunen til en turist?
Jeg ville uden tvivl vise Varde Midtby. Varde er en gammel handelsby og i centrum er der masser er gamle gader, huse og krummlelurer, som fortæller en masser historier. Derudover er Varde en natur - og kultur Kommune, og det nye historiske museum, Tirpitz ved Vesterhavet, ligger kun 20 minutters kørsel væk, og kan varmt anbefales.

Sidst ville jeg vise Varde Bys hyggelige gågade og det gamle Varde Rådhus – evt. slutte af med en forfriskende tur til Vejers Strand.

Hvor ligger det bedste spisested i kommunen?
Der er mange gode spisesteder. Men jeg kan klart anbefale Hodde Kro og Restaurant Gl. Daws - skøn mad til familievenlige priser. Er man til Goumét har vi Henne Kirkeby Kro og søger man ægte italiensk Pizza, så er Restaurant Torino fantastisk.

Hvor finder man den bedste kop kaffe i kommunen?
I Varde by finder du skøn kaffe på Rådhus Caféen med udsigt til torvet, den smukke Sct. Jacobi Kirke og det gamle Varde Rådhus. Et stenkast derfra har vi byens mere populære beværtning, Big Ben, som serverer alt fra gedigne kopper kaffe og frokost til øl og drinks.

Generelt rummer Varde Kommune et fantastisk turistliv ud til Vesterhavet, hvor du kan få masser af ”kaffe med sus” på diverse hyggelige caféer i bl.a. Blåvand, Vejers og Henne.

Hvor er det bedste sted at tage børn med hen?
Der vil jeg anbefale Legeborgen, som er et skønt tumle-sted for hele familien. Tilmed rummer hele Varde Kommune en masse feriecentre, som alle byder på en masse leg for store og små, bl.a. Ho Feriecenter og SeaWest.

Sidst skal nævnes Blåvand Minizoo, som er en hyggelig park med en masser af dyr, små hyggelige kroge hvor man kan nyde madpakken samt legepladser.

Hvad synes du, der kendetegner kommunen?
Varde Kommune er stærke indenfor både foreningsliv, frivillighed, kultur og sport. Der er ofte late-night – og musikarrangementer, sportsbegivenheder og til jul stråler Varde By overalt. Varde Kommune rummer megen fremdrift og kreativitet. Særligt synes jeg, den frivillige verden er værd at nævne. Bl.a. er Vardes egen musikfestival Open Air, som er ét af Varde Bys årlige højdepunkter, løftet af frivillige hænder.

Hvad er dit bedste råd til nytilflyttere?
Dyk ned i hvad Varde rummer af tilbud. Jeg tror, man vil opdage, at Varde Kommune rummer mere, end man umiddelbart tror. Søger man det trygge lokalsamfund med masser at skoler, daginstitutioner og fritidsaktiviteter, samt højt til loftet, kombineret med et pulserende handelses- og natteliv, så er Varde Kommune et godt sted at slå rødder. Som indbygger i Varde Kommune, er man ”vi i naturen”, og de smukke naturoplevelser ligger ofte lige ude i baghaven.

Skal du til at flytte? Se alle kommunerne her

© Copyright 2018 Flytteguiden All Rights Reserved