kb@nord-ad.dk 36 97 00 64

Mød en lokal i Vesthimmerland Kommune

Navn: Sonja Marcussen
Alder: 73 år
Beskæftigelse: Frivillig hos Vesthimmerlands Museum og medlem af Museumsforeningens bestyrelse.
Tilknytning til kommunen: Har boet i Vesthimmerlands Kommune i 45 år.

Hvor ville du tage hen, hvis du skulle vise Vesthimmerlands Kommune til en turist?
Her er meget at se. Vi har en dejlig natur og mange spændende museer. Jeg ville selvfølgelig tage på Vesthimmerlands Museum.

Det er et fantastisk godt, lille museum, hvor man udbreder kendskabet til kulturarven. Der er en samling helt fra Stenalderen og op til nutiden.

Vi har blandt andet Gundestrupkarret, der er et af de fineste jernalderfund i Europa, og fra Stenalderen har vi Sallingkarret, der er et fantastisk keramikkar.

Derudover ville jeg tage til Herregårdsmuseet Hessel og Limfjordsmuseet i Løgstør, der ligger ved kanalen, som i sig selv også er et spændende besøg. I Aalestrup ligger Danmarks Cykelmuseum, som er et af de bedste af sin slags i hele Norden.

Hvor ligger det bedste spisested i Vesthimmerlands Kommune?
To af de mest omtalte i området er Hvalpsund Færgekro og Kanalfogedens Køkken i Løgstør, som serverer virkelig god mad.

Hvor er det bedste sted at tage børn med hen?
Ved Ertebølle Stenaldercenter er der mange tiltag for børn hele sommeren. Ved Limfjordsmuseet i Løgstør er medarbejderne rigtigt gode til at introducere og fortælle børnene om historien og livet ved fjorden.

Hvad er dit yndlingssted?
Jeg kan altså ikke nøjes med ét sted. Der er Næsbydale Badehotel, hvor Dirch Passer har tilbragt mange somre. Ertebølle er et fantastisk naturområde, og Ertebøllekulturen fra Stenalderen er jo opkaldt efter stedet her. Landsbyen Vesterbølle kan jeg også godt lide, for det er en bevaringsværdig landsby, hvor alle gårdene stadig ligger inde i byen, og her levendegør man hele landsbyen med høstdage på gammeldaws maner.

Hvad er dit bedste råd til nytilflyttere?
Jeg synes, at man skal orientere sig i de tiltag, der sker i området, for der foregår rigtigt meget. Man kan blive frivillig i en af de mange foreninger eller her hos os på Vesthimmerlands Museum. Som frivillig i museet kan man lave mange forskellige ting. Ud over at være med i museets bestyrelse er jeg fx også med i et dragtlaug, hvor vi syer historisk korrekte middelalderdragter, som museumsunderviseren kan bruge i sin undervisning.

Skal du til at flytte? Se alle kommunerne her

© Copyright 2018 Flytteguiden All Rights Reserved